3POINT
Nyheder23. dec. 2019

23. december: Klubikonet John Ranum om fællesskabet, hjertevarme, 'talent-pensionatet' og Lebogang Phiri

Bag dagens julekalenderlåge gemmer sig en snak med klubikonet John Ranum Jensen. Om fællesskab, varme, medfølelse, 'talent-pensionatet' og Lebogang Phiri. FOTO:

3point person
3point.dk23. dec. 2019

Bag dagens julekalenderlåge gemmer sig en snak med klubikonet John Ranum Jensen. Om fællesskab, varme, medfølelse, 'talent-pensionatet' og Lebogang Phiri. FOTO: Teis Markfoged Denne artikel er del af 3point.dk's julekalender anno 2019, hvor fokus er på store Brøndby-oplevelser. Ikke nødvendigvis dem, som skyldes et resultat på banen, men i stedet når fællesskabet står sammen og skaber en unik oplevelse. Julekalenderen bringes i samarbejde med Fanafdelingen, der ønsker at give noget tilbage til Vestegnen i form af socialøkonomisk arbejde og vil vil bidrage til at skabe et billede af, at Brøndby-fans ikke kun tænker på fodbold, øl og stemning, men også rummer andre mennesker, som ikke nødvendigvis allerede har en tilknytning til Brøndby IF. Bag dagens julekalenderlåge møder vi Brøndby-ikonet John Ranum.

Huset som samlingspunkt

Det er umuligt at tale om Brøndby IF og at tale om fællesskab, uden at nævne John Ranum. Han er en legende i klubben og har gennem mange år varetaget et hav af forskellige roller i fodboldklubben - nu er han Head of Individual Coaching i Masterclass. Han ved om nogen, hvad fællesskabet går ud på. - Det er unikt. Jeg tror ikke det findes på samme måde i andre klubber og andre steder i det hele taget. Heller ikke i så stor skala som her. Det vokser sig større og større. Da jeg startede i '79 var det selvfølgelig stort, fordi der var mange frivillige. Den professionelle afdeling var ikke startet på det tidspunkt, så det var mest de frivillige. - Men det er jo helt vildt så stort det er i dag med alle de forskellige fraktioner. Brøndby Support er én af dem og de var der også dengang. Der kan jeg huske folk som Kirsborg og Mysander, som var forgangsmænd. LÆS OGSÅ: Talent-legenden John Ranum i ny rolle: Der er sket en helt utrolig udvikling Ranum har været en del af Brøndby siden 1979 og har blandt andet huset mange af de Brøndby-spillere, der kom til klubben langvejs fra. De boede i Ranum og hans kones hus. Huset fungerede som et samlingspunkt for unge og voksne. - Det var et fællesskab for spillerne, men ikke kun for de spillere der boede der og de årgange de spillede på. De gjorde meget ud af at arrangere Champions League-aftener i kælderen og om sommeren hyggede de uden for. Det var meget unikt. Det var på tværs af holdene og U/17, U/19 og senior. Det udgjorde et fantastisk samlingssted. - Det gjorde det i realiteten også for trænere og ledere. Sådan en lørdag, hvor vi havde spillet i Jylland, hvis vi kunne nå hjem, mødtes vi i klubhuset og tog ned i huset og hyggede os der bagefter. - Det var virkelig et samlingspunkt. Da huset blev solgt, var der en avis der skrev, at 'Brøndby sælger ud af kulturen'. Det ramte egentlig meget godt. Brøndby satte huset til salg tilbage i 2015. John Ranum lægger ikke skjul på, at han savner det nogle gange. - Ja, er du sindssyg mand... Det er jo et helt andet liv. Vi er kommet tilbage til Brøndby nord nu, hvor vi kom fra, inden vi flyttede derned. Det er noget andet end at bo i hus, hvor der var have og den frihed, det giver at bo i hus. Det var et stort slag.

Glemmer aldrig varmen og medfølelsen

Tilbage i 1979 blev John Ranum træner for et pigehold i Brøndby. Han var selv 20 år og ude med en korsbåndsskade. Nu skriver vi 2019 og Ranum er stadig i klubben. Fællesskabet består, fortæller han. - Jeg synes ikke det har forandret sig vanvittigt meget. Man mærker det stadig i dagligdagen, det er bare blevet større. Det var lettere at nå hinanden tidligere end det er nu. Der er langt ud i de forskellige kroge i klubben. Hvis man også ser på alle de mennesker, der er involveret på den ene eller anden måde, så tror jeg det er rigtig mange i dag i forhold til førhen, selvom der var rigtig mange frivillige. Han beskriver blandt andet fællesskabet som den varme og empati, folk har for hinanden. Den mærkede Ranum og konen på egen krop, da deres søn blev stukket ned på åben gade i København. - Det er varmen... Jeg husker stadig tilbage i 2004, da vores søn blev stukket ned og lå i koma i tre måneder. Den varme der kom... Klubbens ledelse, der sagde at jeg bare skulle give mig tid og blive derhjemme, at jeg ikke skulle spekulere på noget og det skulle de nok sørge for. Den samme varme mærkede vi fra forældre, spillere og andre i klubben. Den varme og medfølelse glemmer man aldrig. Det var stort. LÆS OGSÅ: Jannik Vestergaard: John Ranum løftede mig

Phiri er en rigtig Brøndby-dreng

Et af de Brøndby-talenter som i løbet af årene boede i Ranums 'talent-pensionat', som Ekstra Bladet har kaldt det, var sydafrikanske Lebogang Phiri. Han og Ranum knyttede et stærkt bånd og det samme gjorde den lille sydafrikaner til Brøndby, fortæller Ranum, der ærgrer sig over midtbanespillerens eftermæle i visse Brøndby-kredse. - Brøndby vil altid ligge dybt i ham. Det var vejen ud af slummen. Han så muligheden og greb den. - Det der ærgrer mig lidt er, at han fik et lidt forkert eftermæle hos nogle i hvert fald. Hvilket på ingen måde var berettiget, når man kender til historikken. At han bliver kaldt grådig, er i hvert fald helt hen i vejret. Det har intet på sig og det synes jeg er synd. Men sådan er det, når historier ikke kommer helt frem. Det gør den nok aldrig, men det er bare synd at han skal lide med sådan et eftermæle hos nogle, for det har han ikke fortjent. - Han blev en vaskeægte Brøndby-dreng. Han kom fra et fællesskab, som også var unikt, bare under andre forhold. Han kom så til et fællesskab, der på mange måder var lig det han kom fra, selvom det er i to forskellige verdener. - Jeg tror ikke han havde forventet, at den professionelle verden var båret af så stort et fællesskab. Han havde måske været 'lost' andre steder. Han havde også været 'lost', hvis vi ikke havde haft huset. Hver aften samledes vi om aftensmaden og kunne tale om alle mulige andre ting end fodbold, og give dem den hjælp de havde brug for, når man kom som ungt menneske til et nyt land. - Det var vigtigt for udlændingene. Ikke kun for Lebo, men også for andre blandt andet fra Sydafrika. Hvad jeg ikke får af mails og beskeder fra dem, der stadig savner det heroppe. Det har givet dem et godt boost og de har i hvert fald fået en oplevelse for livet. Snakken om fællesskabet, varmen og kærligheden i Brøndby IF kunne have fortsat længe endnu... Men John Ranum skulle videre. Han skulle ud og fejre lillejuleaften. - Det er med nogle fra klubben. Vi mødes hver lillejuleaften, får lidt juleøl og siger god jul til hinanden. Det er også en lille niche af fællesskabet, lyder det afslutningsvis med et smil fra Brøndby-legenden, der selv har været med til at tegne det fællesskab, man bryster sig af i Brøndby IF. [caption id="attachment_3614" align="aligncenter" width="584"] Lebogang Phiri sammen med John Ranum, som han har boet hos siden han kom til Danmark. [/caption] Støt mindrebemidlede børn fra Vestegnen I forbindelse med årets julekalender er 3point.dk gået sammen med Red Barnet Vestegnen. For rigtig mange børn i Danmark betyder skoleferie hverken rejser, sommerhusture eller udflugter. Derfor arrangerer Red Barnet i år mere end 30 lejre for børn og familier, der ikke ellers har mulighed for at komme på ferie. Vores mål var at samle 24.000 kroner ind til Red Barnet Vestegnen, men det er allerede nået. Derfor har vi opsat bonusmål, hvor du kan støtte ved at overføre et valgfrit beløb til MobilePay 653651. Pengene fra indsamlingen vil blive brugt i lokalområdet Brøndby Strand til en sommerlejr for børn og deres forældre, som ikke har råd eller overskud til at give børnene de samme ferieoplevelser, som langt de fleste af deres kammerater får. Find Red Barnet Vestegnen på Facebook her og læs mere om vores indsamling her.

Mest kommenterede nyheder