13. december: Brøndbydagen giver noget tilbage til lokalsamfundet - og giver de mindste en kæmpe oplevelse
I dagens julekalenderlåge kigger vi nærmere på et af de arrangementer, klubben har sat i søen for at bringe fansene og klubben sammen i et større fællesskab. FO

I dagens julekalenderlåge kigger vi nærmere på et af de arrangementer, klubben har sat i søen for at bringe fansene og klubben sammen i et større fællesskab. FOTO: Privatfoto Denne artikel er del af 3point.dk's julekalender anno 2019, hvor fokus er på store Brøndby-oplevelser. Ikke nødvendigvis dem, som skyldes et resultat på banen, men i stedet når fællesskabet står sammen og skaber en unik oplevelse. Julekalenderen bringes i samarbejde med Fanafdelingen, der ønsker at give noget tilbage til Vestegnen i form af socialøkonomisk arbejde og vil vil bidrage til at skabe et billede af, at Brøndby-fans ikke kun tænker på fodbold, øl og stemning, men også rummer andre mennesker, som ikke nødvendigvis allerede har en tilknytning til Brøndby IF.
Engagementet starter fra barns ben
Brøndby IF står for mange som en åben og tilgængelig klub, hvor der er plads til alle, ligesom der sættes stor pris på fællesskabet og fansene. Et af de klare eksempler er nogle af de arrangementer, som klubben holder for netop fansene, og det er et af dem, som denne julekalenderlåge handler om. Tilbage i 2006 startede Brøndby nemlig Kjeld Rasmussen Cup. En årlig sommerkamp, som derudover bød på masser af aktiviteter omkring stadion – heriblandt åbent hus, som klubben var meget glade for. Desværre røg klubben i økonomisk uføre og det betød bl.a. farvel til Kjeld Rasmussen Cup. Da klubben var tilbage på fode, ønskede man igen at bringe fansene tættere på. Derfor startede klubben i 2014 det, vi i dag kender som Brøndbydagen, som er målrettet de mindste fans. Her kan børnene få lov at træne med deres idoler. - Vi har Danmarks bedste fans. Det ser man rigtig meget på Sydsiden, men det starter jo et sted. Engagementet starter næsten altid, når forældrene tager børnene med på stadion. Når man arbejder med at der skal være børn på stadion fremadrettet, er det en vigtig strategi, at de kan mærke fællesskabet. Selvfølgelig også på kampdagene, men også udenom kampdagene, fortæller Thomas Skov Petersen, marketingschef i Brøndby IF. Udover Brøndbydagen arrangerer Brøndby IF også bl.a. en juletræsfest, ligesom Familie Loungen er åbnet for at give de mindste fans et sted omkring stadion, hvor de hører til. - Børn har så mange valg og muligheder, så der skal jo noget til at hive folk ud og se en fodboldkamp. Der er så mange digitale tilbud til dem, men at opleve spillerne tæt på, det er der ikke noget, der kan slå. Det er ikke virtual reality, det er reality, det her. [caption id="attachment_62622" align="aligncenter" width="1984"] FOTO: Privatfoto[/caption] - Så vidt det er muligt, er det noget, vi prioriterer rigtig højt. Det betyder meget for klubben og vores fortælling. At Brøndby er det sted, hvor man inkluderer alle. Alle kan komme og være en del af det. Det er derfor vi har Brøndbydagen og de andre tiltag, for at understøtte den fortælling. For Thomas Skov Petersen, er Brøndbydagen en af hans yndlingsdage på året. - Det er forventningsfulde børn, big time. Et af de største privilegier ved at have min position er, at se børnenes øjne på sådan en Brøndbydag. Det vil man altid se tilbage på som en af de største ting. At se børnene møde deres idoler og opleve dem tæt på, træne med dem. Deres udtryk i øjnene er enormt rørende, og at se forældrene nyde det. - Da jeg var barn, kunne man få lov at få en autograf. Der synes man, man havde været tæt på dem. Det har vi stor fokus på, at holde den oplevelse af fællesskabet i hævd, og vi har fat i noget. Det er der ikke mange andre klubber der gør, lader dem komme så tæt på i så lang tid. Jeg har i hvert fald ikke hørt om det.
Taler stadig om dagen
Og det virker. Det er der ingen tvivl om, når man taler med nogle af alle de tilhængere, der er i målgruppen for klubbens tiltag. En af dem er Mette Schou Brix, hvis søn, 6-årige Emil, deltog i Brøndbydagen for første gang i år. - Dagen levede til fulde op til både hans og mine forventninger. Han ville gerne have brugt mere tid på stationerne, men det forstod vi godt, der ikke var. Spillerne var SÅ søde, tydeligvis syntes de også, det var hyggeligt og det virkede som om, de blev glade af at se ungernes begejstring! Jeg stod faktisk ved siden af Jobbes mor, som fortalte, at han havde glædet sig meget til dagen. Ovenpå den store oplevelse, havde Emil svært ved at falde helt ned igen. Den dag i dag er det en oplevelse, som stadig sidder i den unge Brøndby-fan. - Emil ville, dagen efter, bare have sin t-shirt fra Brøndbydagen på igen. Også til træning. Han taler stadig om dagen og spørger tit hvornår det sker igen. Brøndbydagen foregår på den måde, at de 300 deltagende børn inddeles i stationer, hvor to spillere sørger for at træne forskellige øvelser med børnene. På den måde kommer børnene rigtig tæt på flere spillere, og set-uppet fungerer rigtig godt, fortæller Mette Schou Brix. - Der var fuldstændig styr på rotationen. Der var en person som havde ansvar for netop det. Emil spillede først med Jobbe og Mraz, så med Hermannsson og Erceg og til sidst med sit store idol, Kamil Wilczek og Tobias Børkeeiet. At have spillet sammen med Wilczek er stadig det største. [caption id="attachment_62620" align="aligncenter" width="1920"] FOTO: Privatfoto[/caption] [caption id="attachment_62623" align="aligncenter" width="1048"] FOTO: Privatfoto[/caption] [caption id="attachment_62619" align="aligncenter" width="1536"] FOTO: Privatfoto[/caption]
Også stor oplevelse for spillerne
En af de spillere, som nyder Brøndbydagen rigtig meget, er Kasper Fisker. Han fortæller, at det langt fra kun er børnene, der elsker at være en del af Brøndbydagen. - Det er en hyggelig dag for os spillere. Man møder de helt unge fans og deres forældre, som også synes det er sjovt at se os på en anden måde. Det er hyggeligt og sjovt, især når man først kommer i gang. Så bliver det også inspirerende og sætter tingene i perspektiv. At man kan gøre de børn rigtig, rigtig glade og give dem en stor oplevelse. Når man er skyld i at give børn og personer en stor oplevelse, det giver en masse energi. Der er især ét element i dagen, som Kasper Fisker er helt vild med. - Til sidst på dagen er der kamp på stadion, hvor vi spiller 11 mod 50-100 børn. Det er altid sjovt, og der opstår altid nogle sjove øjeblikke, hvor vi alle sammen griner, fordi vi helt oprigtigt synes, det er supersjovt. Der plejer også altid at være et straffespark eller to til børnene, og så er det jo sjovt at stå og se 100 børn diskutere, hvem af dem der skal sparke det. For Brøndby IF er dagen enormt vigtig. Ligesom den er for de deltagende børn, fortæller Kasper Fisker. - Det er jo en kæmpe oplevelse for dem. Og det er også med til at forankre Brøndby i dem. Det er også vigtigt. Brøndby får jo selvfølgelig noget ud af det, men vi giver også noget tilbage til det lokalsamfund, som har bygget Brøndby op. Det er en win-win, for Brøndby får jo noget ud af det, men vi giver også noget tilbage. Det er rigtig vigtigt for klubben og for os spillere. Både klub og spillere fremhæver fællesskabsfølelsen i klubben, når der snakkes om Brøndbydagen. Det samme gør Mette Schou Brix, som er vild med at klubben gør noget for at bringe de unge fans tættere på klubben. - I forhold til Brøndby som klub, familieklub og fællesskab, der mener jeg, det er utrolig vigtigt og givende med disse dage. Ligesom juletræsfesten, den åbne familielounge og de åbne træninger. I forhold til 6-årige Emils tilhørsforhold, er der ingen tvivl om, hvilken klub der er hans. - Jeg har selv spillet omkring 8 år i Brøndby, så Emil er vokset op med et blå/gult hjerte. Vi er på stadion til stort set alle kampe. Han er kæmpe fan af Brøndby, og drømmer om selv at blive Brøndby-spiller. Så hvem ved – måske vi om 12 år ser Emil løbe ind på Brøndby Stadion med mindet om alt det, Kamil Wilczek lærte ham? Støt mindrebemidlede børn fra Vestegnen I forbindelse med årets julekalender er 3point.dk gået sammen med Red Barnet Vestegnen. For rigtig mange børn i Danmark betyder skoleferie hverken rejser, sommerhusture eller udflugter. Derfor arrangerer Red Barnet i år mere end 30 lejre for børn og familier, der ikke ellers har mulighed for at komme på ferie. Voes mål er at samle 24.000 kroner ind til Red Barnet Vestegnen og du kan støtte ved at overføre et valgfrit beløb til MobilePay 653651. Pengene fra indsamlingen vil blive brugt i lokalområdet Brøndby Strand til en sommerlejr for børn og deres forældre, som ikke har råd eller overskud til at give børnene de samme ferieoplevelser, som langt de fleste af deres kammerater får. Find Red Barnet Vestegnen på Facebook her.