3POINT
Nyheder12. dec. 2019

12. december: Fansenes repræsentant i bestyrelsen: Det er et kæmpe privilegium

I denne julekalenderlåge finder vi historien om dengang, hvor Brøndbys fans blev repræsenteret i klubbens bestyrelse. Det kræver en helt særlig indsats - og en

3point person
3point.dk12. dec. 2019

I denne julekalenderlåge finder vi historien om dengang, hvor Brøndbys fans blev repræsenteret i klubbens bestyrelse. Det kræver en helt særlig indsats - og en helt særlig klub at anerkende den indsats. Denne artikel er del af 3point.dk's julekalender anno 2019, hvor fokus er på store Brøndby-oplevelser. Ikke nødvendigvis dem, som skyldes et resultat på banen, men i stedet når fællesskabet står sammen og skaber en unik oplevelse. Julekalenderen bringes i samarbejde med Fanafdelingen, der ønsker at give noget tilbage til Vestegnen i form af socialøkonomisk arbejde og vil vil bidrage til at skabe et billede af, at Brøndby-fans ikke kun tænker på fodbold, øl og stemning, men også rummer andre mennesker, som ikke nødvendigvis allerede har en tilknytning til Brøndby IF.

Den gamle ledelse skulle slippe noget magt

Tilbage i 2013 fik Brøndby IF, som den første danske fodboldklub nogensinde, en fanrepræsentant i klubbens bestyrelse. Det er et meget sjældent syn i moderne fodbold, at en klub giver sine fans så meget indflydelse. Arbejdet for at få indflydelse startede allerede flere år forinden. - I slutningen af 2010 var ‘Det Nye Brøndby’ i offensiven for at demokratiske klubben så den gamle ledelse ville slippe noget af magten. Jeg var selv en del af de aktive fans dengang, hvor protestformen var lidt mere direkte vokal og visuel på stadion. Alligevel, var det tydeligt, at de have fat i noget og knapt et halvt år senere fik vi samlet både de aktive fans, Brøndby Support og ‘Det Nye Brøndby’. Det blev først til BST og så i år til Fanafdelingen, fortæller fansenes repræsentant i bestyrelsen, Sune Blom. - Da vi i 2013 overlevede den store emission fik BST en plads i bestyrelsen som belønning for det arbejde vi lavede for at få folk til at købe aktier. Og siden 2014 har jeg så været så privilegeret, at måtte repræsentere mine medfans. Men hvordan bliver man så udvalgt til at repræsentere en sekscifret fanbase i bestyrelsesarbejdet i en klub, som betyder rigtig meget for rigtig mange mennesker? - Jamen det gør man nok gennem en kombination af lidt tilfældigheder og en masse hårdt arbejde. Vi afslutter jo snart et årti, og kigger jeg tilbage nu - så har Brøndby og ikke mindst alt det, der foregår udenfor fodboldbanen fyldt det meste af de 10 år.

Brøndbys fans har et ekstra gear

Netop det at Brøndby IF betyder rigtig meget for rigtig mange mennesker, mener Sune Blom, er en af årsagerne til, at det netop blev dem, der som de første i Danmark valgte at involvere fansene på ledelsesgangene. I Brøndby betyder fansene nemlig noget særligt. - Jeg tror det skyldes en kombination af Brøndbys historie, hvor fællesskabet omkring klubben har spillet så stor rolle i redningen for ikke ret mange år siden. Og så har Brøndbys fans bare lige det ekstra gear eller to i forhold til alle andre danske klubber. Ingen andre har formået at engagere sig på så meget og på så mange forskellige fronter. Det gælder opbakningen fra tribunen, arbejdet i tifohallen, vores arbejde med klubbens økonomi og governance, støtte til amatørafdelingen og lokalsamfundet. Vi som fans er ikke nogen, der støtter klubben, men er en hel central del af dét, som er Brøndby IF. Og det er måske forskellen. At Brøndby IF er en speciel klub, er også noget, som Sune Blom kan mærke, når han som bestyrelsesmedlem er sammen med sponsorer og partnere i Brøndby IF. - En ting, som virkelig har imponeret mig, og som jeg synes der er sket en fantastisk udvikling i, er hvor meget vores sponsorer går op i vores fans. Når vi er på Europature, er fansene altid et af de helt store samtaleemner blandt sponsorerne og der er virkelig stolthed at mærke, når "Brøndby - IF-råbet" kører mellem fan- og sponsortribunen. Det er sgu mere end bare forretningen. Fællesskabet trives hele vejen rundt. Og når Sune Blom siger "hele vejen rundt", så er det noget, han mener. - Man oplever også hvordan spillerne synger tribunesange i omklædningen efter kampen, eller snakker om hvor vilde fansene var.

Til tider en ensom opgave

Man mærker virkelig, hvor meget fansene betyder i Brøndby IF. Men der kan også være ting, som er knap så sjove ved at være fansenes repræsentant på ledelsesgangene. Netop fordi de to verdener er så forskellige. - For at være ærlig, så er det ofte meget ensomt. Man er lidt fanget midt mellem to verdener. Brøndbys fans har altid enormt mange spørgsmål, utilfredsheder og ting, som de vil dele med en. Ofte med rette. Men som bestyrelsesmedlem er man en del af en ledelse, der må sige meget lidt om de ting, der sker bag lukkede døre. Især når det går med økonomien, som det gør nu, er det ikke særligt sjovt ikke at kunne svare på spørgsmål, når man bliver stoppet på stadion af medfans. Men det er ikke kun skidt. Der er også rigtig mange gode ting ved at være Sune Blom, og det glæder ham især, at han bliver taget så godt imod. - Andre gange er det jo det største privilegium i hele verden at kunne være en del af sin klub på et plan, som kun meget få får muligheden for. Og så skal man huske at nyde det hele. Særligt i forbindelse med at vi fik oprettet Fanafdelingen i år og dermed vedtægtssikret fansenes plads i bestyrelsen, fik vi enormt meget ros for vores arbejde - og når man bliver stoppet på tribunen af fans, man selv har set op til som ung knægt på Sydsiden, så er det sgu svært ikke at blive lidt rørt over den anerkendelse. Det er nemlig en særlig tjans, Sune Blom har fået. En, som han ønsker at andre fans af andre klubber også får lov at opleve. Derfor håber han, at flere klubber vil følge Brøndbys eksempel. - Umiddelbart er det jo en ‘no-brainer’ at en fodboldklub, der lever af den opbakning og eksponering som fans skaber, har en repræsentant fra fansene i bestyrelsen. Skulle der være en enkelt klubejer eller to, der læser med, så er opfordringen sendt videre. Støt mindrebemidlede børn fra Vestegnen I forbindelse med årets julekalender er 3point.dk gået sammen med Red Barnet Vestegnen. For rigtig mange børn i Danmark betyder skoleferie hverken rejser, sommerhusture eller udflugter. Derfor arrangerer Red Barnet i år mere end 30 lejre for børn og familier, der ikke ellers har mulighed for at komme på ferie. Voes mål er at samle 24.000 kroner ind til Red Barnet Vestegnen og du kan støtte ved at overføre et valgfrit beløb til MobilePay 653651. Pengene fra indsamlingen vil blive brugt i lokalområdet Brøndby Strand til en sommerlejr for børn og deres forældre, som ikke har råd eller overskud til at give børnene de samme ferieoplevelser, som langt de fleste af deres kammerater får. Find Red Barnet Vestegnen på Facebook her.

Mest kommenterede nyheder