100 dage med Zorniger: Rekorder og forbedringer
I dag er det 100 dage siden, at Alexander Zorniger startede i Brøndby. I den anledning dedikerer 3point.dk denne tirsdag til Zorniger og vil bringe en lang rækk

I dag er det 100 dage siden, at Alexander Zorniger startede i Brøndby. I den anledning dedikerer 3point.dk denne tirsdag til Zorniger og vil bringe en lang række artikler om ham. Vi starter med at kigge på, hvad han har opnået i sine første 100 dage Siden Alexander Zorniger blev præsenteret som ny cheftræner for Brøndby, lå det i luften, at meget ville blive forandret på Vestegnen. Statistikkerne viser da også, at Zorniger i dén grad har forandret Brøndby-mandskabet. Således har tyskeren skudt en masse statistikker i sænk på sine første 100 dage i spidsen for Brøndby IF. Det viser tal fra danskfodbold.com. De mange, mange mål Zornigers Brøndbymandskab er et af historiens mest målfarlige Brøndbyhold i Superligaen. 25 mål i 9 kampe er det blevet til, og det har Brøndby kun én gang nogensinde præsteret bedre. Det var i sæsonen 2001/2002, hvor Åge Hareides mandskab scorede 26 gange. Hvis vi bliver ved målscoringen, så har Brøndby en ret unik situation på topscorerlisten. Det er nemlig aldrig før sket, at et hold har sat sig på alle pladserne i top 3 på topscorerlisten så langt inde i sæsonen, som tilfældet er i år, hvor Teemu Pukki topper med 8 mål, og Andrew Hjulsager og Kamil Wilczek følger efter med 6 mål hver. Tættest på kommer vi i 2001/2002-sæsonen, hvor der også var tre Brøndbyspillere at finde i top 3. Dengang lå Peter Madsen, Mads Jørgensen og Ruben Bagger alle på 6 mål sammen med AB’s Christian Lundberg, men dominansen blev dengang forpurret af AaB’s Indrek Zielinski, der med 7 scoringer toppede listen. Det viser tal fra danskfodbold.com. Statistikkerne viser, ud over de mange mål, også at Brøndbyspillerne løber meget mere end i sidste sæson. I denne sæson har spillerne løbet i gennemsnit 118,2 km pr kamp mod 110,9 km i sidste sæson. Flyvende fra start Alexander Zornigers Brøndby fik en flyvende start på Superligasæsonen. Premierekampen mod Esbjerg blev vundet hele 4-0, hvilket er Brøndbys første premieresejr i 8 år. Samtidig er sejren den største premieresejr for klubben, siden AGF i 2001 blev sendt hjem med en sæk på 5-0. Brøndby holdt den ubesejrede stime kørende i 8 kampe, hvilket gør Alexander Zorniger til den bedst debuterende Brøndby-træner siden René Meulensteen i 2006 var ubesejret i sine første 9 kampe. Faktisk er det også første gang siden Meulensteen, at Brøndby har holdt sig ubesejrede så langt ind i sæsonen. En anden forbandelse, Zorniger allerede har fået brudt, er Aalborg-forbandelsen. Brøndby sejrede i 2010 med 2-1 i den nordjyske hovedstad, men i de 8 kampe, Brøndby siden har spillet i Aalborg, har de blå-gule kun formået at rage ét sølle point til sig. Det lavede Alexander Zorniger om på i 8. spillerunde, da Brøndby tog til Aalborg og vandt 1-0 på et tidligt mål af Kamil Wilczek. Det er selvfølgelig også værd at tage med, at Zorniger kun skulle bruge 6 Superligakampe på at tangere en Superligarekord. Det skete, da Brøndby gæstede Aarhus den 21. August og kunne rejse hjem med en sejr på hele 7-0. Brøndby har to gange tidligere vundet 7-0 – i 2001 ude over Esbjerg, og mesterskabskampen mod Herfølge i 2005.