3POINT
Nyheder8. nov. 2015

0-0 i dramatisk derby

Brøndby spillede en halvleg i overtal, men måtte alligevel nøjes med et point, da FCK søndag gæstede Brøndby Stadion til sæsonens andet derby. FOTO: Robert Hend

3point person
3point.dk8. nov. 2015

Brøndby spillede en halvleg i overtal, men måtte alligevel nøjes med et point, da FCK søndag gæstede Brøndby Stadion til sæsonens andet derby. FOTO: Robert Hendel. Første halvleg bød på et meget nervøst Brøndbyhold, og gæsterne var tydeligvis kommet for at udnytte de nerver, som helt tydeligt spillede ind hos hjemmeholdet. FCK pressede højt, og stod langt fremme på banen, hvilket allerede var ved at give pote efter 3 minutters spil, da Peter Ankersen kom til indlæg, som ramte Santander, men i stedet for at heade på mål, fik Santander headet videre til en helt fri Nikolaj Jørgensen, som var i offside-position. FCK fortsatte dominansen den første halve time, men uden at skabe de store chancer, og så kunne Brøndby jo lige så godt byde sig til. Riza Durmisi sparkede frispark fra siden af feltet, og indlægget strøg tæt forbi fjerneste stolpe, hvor også Martin Albrechtsen var tæt på at kunne prikke en føring ind. Minuttet senere kom så halvlegens største chance. Nikolaj Jørgensen blev spillet dybt i en 3 mod 3 situation, og spiller bolden videre til Santander, som tog et par træk, og sparkede fladt på stolpen. Returbolden endte hos Kasper Kusk, som sparkede langt over mål. Brøndby kom bedre og bedre med i halvlegens sidste ti minutter, hvor de begyndte at omsætte de mange omstillinger til reelle chancer. Minuttet inden pausen kom den største, da Phiri fik sat Amartey på midten, og fandt en fri Johan Larsson på kanten. Højrebackens flade indlæg sad lige i fødderne på Thomas Kahlenberg, som dog leverede en noget forkølet afslutning. Da anden halvleg skulle skydes i gang, blev den udskudt i adskillige minutter. Ved startfløjtet havde FCK's fans gang i et pyroshow, og da halvlegen var blot 20 sekunder gammel gik Sydsiden i gang med et større pyroshow, hvorfor halvlegen blev udskudt i ca 10 minutter. Minutterne efter, at kampen var sat i gang igen, blev særdeles dramatiske. Først gik Daniel Agger i jorden efter en hovedstødsduel med Federico Santander. Efterfølgende opstod der en del tumult, som endte i et gult kort til både Santander og Rodolph Austin. Minuttet senere laver netop Santander en grov tackling på Martin Albrechtsen, og modtog hermed sin anden advarsel på kun et minut, og dermed måtte FCK spille det meste af anden halvleg med en mand i undertal. Brøndby fik bedre fat om kampen med en mand i overtal. Tyve minutter inde i halvlegen fik Brøndby en god mulighed, da et hjørnespark fra Hjulsager blev slået knivskarpt mod bagerste stolpe, hvor der dog ikke var nogen, der var hurtigt nok fremme. Minuttet senere kom Christian Greko Jakobsen højst på et indlæg, men kan ikke få den drejet mod mål. FCK havde dog også deres muligheder. Nikolaj Jørgensen, som var en evig trussel mod det blå-gule forsvar, rev sig fri et kvarter før tid, men sparkede langt over mål. Pga pyroshowet i starten af halvlegen, var der lagt hele 11 minutter til. Den overtid var ikke mere end et minut gammel, da Ronnie Schwartz pludselig stod helt fri midt i FCK's felt, men leverede en forkølet afslutning lige på Stephan Andersen. Det blev den største chance i overtiden, og derfor endte det hele som det startede. Med pointdelingen er Brøndby stadig 6 point efter FCK på Superligaens førsteplads.

Mest kommenterede nyheder